Ludvig Brandstrup | Elith Worsing

Min elskede dukke, hvor er du kær,
Det bedste jeg ejer på jord,
Du ligger så stille i vuggen her,
Og smiler så sødt til din mor.
Sov Dukke Lise, sov og bliv stor,
Medens du sover, våger din mor,
Slet intet ondt din vugge skal nå,
Mor er jo hos dig, hun passer på.

Forretsten så må jeg nu si’ dig no’et –
Du har et utroligt gemyt,
Itu har du to gange ho’det slå’et –
Så du måtte ha’ dig nyt.
Og Dukke Lise, hør hvad jeg si’er:
Når man et tryk, på maven dig gi’er,
Så vil jeg ikke ha’, at du skri’er –
Det gør skam ingen pæne små pi’er.

Hvordan er det også, du bær’ dig ad
Hver dag, når jeg kør’ dig en tur -?
Du rødmer og nikker og bli’er så glad –
Fordi Dukke Per gør kur!
Næ, Dukke Lise, ved du nu hva’?
Giftes med ham ? – Uha dog, uha,
Han er jo sy’t a’ en gulvklud – åh nej,
Han er skam ikke fin nok til dig.

Så, græd nu ikke, min egen skat,
Nu har du jo få’et dine skænd –
Så kysser du mama og si’er: ’Godnat’
Og så er vi venner igen.
Sov Dukke Lise, sødt hos din mor,
Hun passr på dig til du bli’er stor,
Og dersom no’en er slemme ved dig,
Elskede barn, så har du jo mig.

Og så er du såd’n en forfænglig een –
Du fik et par arme i går –
Men nu vil du også ha’ nye ben
Og splinternyt lysegult hår.
Næ, Dukke Lise, det ku’ du li’
Såd’n noget pjank, la’ os nu være fri,
Hvis du vil farve håret med klor,
Så må du vente, til du bli’er stor.