Niels Clemmens | Sigfred Pedersen

Nu går våren gennem Nyhavn fra Shanghai og til Kahyt,
nu har solens gule unger i hver skimlet regnvejrspyt.
Alle havnens søde piger drikker forårsguden til.
Vi har øl i stride strømme, vi har sang og banjospil.

Se, en fugl har bygget rede her ved Sørens brede bryst,
blot en lille lommelærke, men hvor kvidre den med lyst.
Sæt dig her ved Sørens side, hvis du ikke har kredit,
køb du kuns din flade kaffe, jeg skal fylde den med sprit.

Hvad er vinterens golde glæder imod vårens kåde leg?
Jeg vil elske hundred' piger, jeg skal gemme en til dig,
men når bæverdingen lukker, vil vi glide to og to,
går jeg ad en hønsestige til Katinkas kyske bo.

Hun kan ordne Søren Bramfri uden vals og store ord,
hun kan glatte pandens rynker, hun kan tømme lommens foer.
Og hver gang jeg slår på tæven, kan hun tæmme min fysik
med en lille tjat på kinden og en ekstra giggernik.

Kom med min søde Nyhavns-pige, lad mig elske dig i nat.
Se, en simpel hønsestige har til himlens dør jeg sat.
Jeg kan sprænge alle skranker, jeg kan bryde alle bånde,
men i aften bli'r jeg stille, blot du tar min store hånd.