Oluf Ring - Jeppe Aakjær

Nu er det længe siden,
men end det gemmes i mit sind -
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind.
Hvordan dens kernetunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.

Først bredte mor et klæde
så ømt som nogen højtidsdug;
der måtte ingen træde
med sko i høstens rug.
Så fejed hun med limens rest
hvert snavset strå til side
som for en hædersgæst.

Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt;
se, far han lægger vesten
og ser så indadvendt.
En skælven i et ydmygt sind,
en bøn til altets skaber,
før avlen bringes ind.

Og neg for neg forsvinder
og bliver under bjælken sat;
og far får røde kinder
og spindelvæv om hat.
Men mor er lige hvid og bleg,
hvor meget hun end stræber
med rugens tunge neg.

Det går mod aftentide;
snart skinner månen fuld og rund
på gavl og vægge hvide
og ned i vognens bund.
Mor standser træt og titter ind;
far kommer hen til lugen
og klapper hendes kind.

Og barnet, som har løbet
sig træt i dagens muntre leg,
det er nu stille krøbet
ind under hjulets eg;
dér høres dette skarpe knald
fra vognens fjæl mod sandet
af ørentvistens fald.

Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin,
og milde vinde hveger,
mens barnet slumrer ind -
Så slutter far i Jesu navn,
og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn.