Solen er borte, min dag er forbi,
skumringen øver sit trylleri.
Syng, lille pige, om elskov og had,
syng om Spanien, så gør du mig glad.

Jeg er zigeuner, og hedt er mit blod,
nede i Spanien min vugge stod.
Der har jeg drømt, under solgyldne træer,
hvor min elskede var mig så nær.

Vi er et folk uden blivende sted,
os er der ingen der regner med.
Dog er vi mennesker ligesom I,
vi er stolte og glade og fri.

Nu vil jeg drømme i stjernernes skær.
Drømme min elskede er mig nær.
Syng lille pige, for nu er vi to.
Du skal synge os begge til ro.

Lykken den kommer, det ved jeg bestemt.
Den har sig blot bag ved skyen gemt.
Snart svinder bort alt det triste og grå,
solen skinner, og himlen bli'r blå.

Har jeg på jorden dog syndet så slemt,
at Du i din himmel mig helt har glemt?
Du har af engle så mange hos Dig,
send dog en, blot en eneste ned til mig.

Når jeg er død må du tænke på mig.
Du, som har fulgt mig på livets vej.
Og når du kommer ved graven forbi
skal du nynne zigeunerens melodi.