Aage Hansen | Severin

I stuen ved vindvet jeg sidder,
mens solen den skinner herind,
jeg frydes ved fuglenes kvidder,
den fylder med længsel mit sind.
Nu blomsterne vågne i våren,
dem alle med jubel jeg ser,
på forårets luftninger båren,
det grønnes derude og ler.

Men af alle blomster, små og kære,
elsker jeg dog gyldenlakken mest.
Fløjelsblød den bær sit navn med ære,
og fremfor alt, står den mit hjerte næst.

Og når jeg nu sidder og drømmer,
og tænker på ham jeg har kær,
da varmt til mit hjerte det strømmer,
jeg synes, jeg er ham så nær.
Jeg hører ham sagtelig hviske
så ømt, det jeg hørte så tit.
Min egen; du gyldenlak friske,
mit hjerte, det ved du, er dit.

Men af alle blomster, små og kære,
elsker jeg dog gyldenlakken mest.
Fløjelsblød den bær sit navn med ære,
og inderlig ømt står den mit hjerte næst.

Når engang min kære jeg mister,
den ven, som på jorden jeg fik,
ak, selvom mit hjerte det brister
og tårerne sløre mit blik,
da vil på din gravhøj, den stille,
jeg plante et gyldenlakflor,
og nynne en sang, om den lille,
den smukkeste blomst her på jord.

Men af alle blomster, små og kære,
elsker jeg dog gyldenlakken mest.
Den i døden hos min ven vil være
og i min sorg står den mit hjerte næst.