Kai Normann Andersen | Børge og Arvid Müller

Det er nat, og vækkeuret tikker sit tak,
nattergalen slår det høje C.
Hvad skal man så? Skal man i seng?
Nej, man skal gi' sit hår en gang lak
og så si': Min ven, hvor skal vi hen?

Gå med i lunden så spidser vi munden
og fløjter den gamle sang om kærlighed.
Lad skoven skælve, og klokken slå ell've,
og månen og mælkevejen drysse ned.

Vi er kun dig og mig, mig og dig
til til at gå i takt
og hvis du klemmer mig, glemmer jeg,
hvad mor har sagt.
Gå med i lunden, så spidser vi munden
og fløjter den gamle sang om kærlighed.

Du og du og navnlig du, som breder dig
der det er vist et kys, du trænger til.
Det skal du få, ikke hos mig,
men hos, ja, hvilken pige, du vil.
Tag blot hendes hånd
og sig så så'n:

Gå med i lunden så spidser vi munden
og fløjter den gamle sang om kærlighed.
Lad skoven skælve, og klokken slå ell've,
og månen og mælkevejen drysse ned.